Se www.bogoetidende.dk
Klik på 'Arkiv' Vi er omtalt i udgaverne: 14.05.2008
12.11.2008
Eller se pressemeddelelserne her: (uden fotos)
Pressemeddelelse 14.05.2008:
Kajakskole på Bogø
Et imponerende syn da 18 havkajakker stak ud fra Skåningebroen lørdag d. 10. maj, da Bogø Kajakklub afholdt kursus i havkajakpadling og fordoblede medlemstallet.
Der var hentet professionelle havkajakinstruktører til Bogø for at undervise nye og gamle medlemmer af Bogø Kajakklub i kunsten at mestre en havkajak. Arrangementet var åbent for alle, og interessen var så stor, at den lille klub havde måtte ud at låne kajakker, da klubbens egne nyindkøbte 4 fartøjer ikke slog til, for at alle fremmødte kunne komme på vandet.
Af de 18 deltagere var der adskillige der aldrig havde siddet i en havkajak før, og efter at man på land havde gennemgået kajakker og udstyr var det fat i de 20-30 kg. lette fartøjer og ned til stranden ved Skåningen. Under trygge forhold på det lave vand blev der øvet roteknik, og da alle hurtigt kom efter at mestre fartøjet, stak holdet ud på en lille tur, hvor der blevet holdt frokostpause nedenfor Søvang i det skønne majvejr.
Tilbage ved Skåningen blev kursisterne bedt om at kæntre kajakken, for at man kunne øve selvredning og makkerredning. Det kræver en speciel teknik at komme fra det våde element og op i det spinkle fartøj igen uden at miste balancen. Alle klarede øvelsen med bravour og kajakskolen sluttede med at de modige og de seje fik mulighed for at øve grønlænderrul. Disciplinerne skal nu øves sommeren igennem, så medlemmerne kan aflægge prøve som ’havkajakroer’.
Efter det officielle program var der hygge ved grillen på havnen, her blev der blandt andet diskuteret lidt Bubber og BS i kajak, og om det hedder at ro, at sejle eller at padle kajak(det sidste). Dagen var så stor en succes at 8 deltagere på stedet meldte sig ind i klubben; næsten en fordobling af medlemstallet i klubben, der padler hver mandag og tirsdag aften kl. 1800 fra Skåningebroen.
Pressemeddelelse 12.11.2008:
Bogø Kajakklub får faciliteter på Skåningebro.
Vordingborg kommune har givet tilladelse til at Bogø Kajakklub etablerer opbevaringsplads for kajakker på havneområdet.
Klubben der er i den forgangne sæson har oplevet en stor medlemstilgang, og nu er 30 medlemmer, har manglet et bådhus som det naturlige samlingspunkt for klubbens aktiviteter. Hidtil har klubbens kajakker været opbevaret på en trailer, som er blevet kørt til og fra vandet i forbindelse med den faste ugentlige træningsaften og andre roture. Ligesom medlemmer med egne kajakker har fragtet deres fartøjer frem og tilbage på biltaget.
Det har derfor været et stort ønske at kunne opbevare klubbens og medlemmernes kajakker så tæt på vandet som muligt. Da klubbens aktiviteter oftest har udgået fra Skåningen, har klubben søgt kommunen om lov til at opstille en, på sigt to, containere på havneområdet som bådhuse for kajakkerne. Vordingborg kommune har givet tilladelsen, og havnemyndigheden har anvist området mellem Bogø Kostskoles containere og pilekrattet ned mod vandet.
I weekenden har klubben derfor ryddet op på området: Der er ryddet visne pile og hyld, fjernet tommer bajerflasker og andet skrald, og der er blevet anbragt fliser, og lavet fundamenter som containeren skal stå på. Man har bestræbt sig på at placere containerne inden for beplantningen og op ad de eksisterende containere, så de syner så lidt i landskabet som muligt, ligesom de ryddede planter tænkes at fornyes.
Bogø kajakklub har just afsluttet sæsonen. Der har udover de faste træningsaftener, hvor mange medlemmer har bestået havkajakroerprøven, været arrangeret ture: Tærø rundt, Bogø rundt, Solopgangstur ved Møns klint og tur rundt om Knudshoved Odde. På den sidstnævnte tur havde mange oplevelsen af at padle rundt mellem småflokke af marsvin og ikke så få sæler. De fleste medlemmer har i sæsonen padlet rigtig mange kilometer og haft nogen fantastiske naturoplevelser.
Vinteren over planlægges den ny sæson, holdes teoriaftener og klubben lejer Stege Svømmehal for at øve roteknik og lave redningsøvelser.
Flyer uddelt ved Brugsens forårsmarked 2008(kun tekst):
Bliv medlem af Bogø Kajakklub!
Introduktionstilbud:
Lær en havkajak at kende: Stege Svømmehal d. 5. maj. Kl. 20-21. Kr. 50.-
En dag med havkajakinstruktør: Bogø Skåninge Bro d. 10. maj kl. 10-14. Kr. 200.-
Melder du dig ind efterfølgende, refunderes de 200 kr. til instruktørdagen. Tilmelding nødvendig.
Mere info: 55894402 / 55893030 / 55894383, eller: www.123hjemmeside.dk/bogoekajakklub.